"træning
og mesterlære kræver eksperters direkte interaktion
med lærende, fordi læring opstår i et direkte engagement mellem en
enkelt lærende
og en enkelt ekspert" Hubert og Stuart Dreyfus
I øjeblikket kan man finde mig sidde og tude til en tv serie. Og nej den er ikke på Netflix eller Hbo, den er ikke britisk eller amerikansk og der er ikke engang nogen der bliver stemt hjem.
Det
foregår på Ramasjang, men burde måske foregå mange flere steder i
samfundet og måske særligt i uddannelses systemet. Det handler om
tv programmet "Dansk Hulebyg" som bliver sendt hver tirsdag
kl. 17 på Ramasjang.
Programmet
handler om Hulemester Barlebo, der drager rundt i det ganske land og
hjælper børn mellem 7 og 13 år med at få realiseret deres
huledrøm. Barnet fører an, hulemesteren lytter, ideudvikler og
kommer med løsningsmuligheder, der bliver skitset og bygget model.
Her
er ikke nogen børn der skal overtales til at hjælpe til, her er
børn der arbejder sammen med mesteren, og bliver en betroed
medarbejder, som får ansvar for rigtige opgaver og rigtigt værktøj.
Vi ser her nogle børn som for evigt vil kunne gribe en boremaskine
og kunne forstå en arbejdstegning.
Hvorfor
er det så så godt?
Jeg vil lade børnene fra programmerne sige det hele selv:
"Når man er mellemste barn, så er man jo den, der bliver lidt overset en gang i mellem, så det har været meget sjovt at prøve at være hovedpersonen"
Det
er barnet der er i centrum, og den voksne er der på barnets
præmisser.
"Hulemester
Barlebo, han er god at bygge sammen med, og han opfylder de ønsker,
jeg havde, han er underholdende og han gør det ikke bare selv, men
spørg om jeg har lyst til at hjælpe."
Det er barnets vision der bliver taget alvorligt og ført ud i livet.
"Han
er en mand der giver sig god tid, hvis der er ting man ikke er så
god til at lave på hulen (...) hvor at læreren er sådan: "ej
det her skal du lave hurtigt", hvor hulemesteren er sådan; han
bruger den tid det tager at lave de forskellige ting."
Der
er tid til fordybelse og det gode håndværk er i højsæde, børnene
bliver introduceret til fag-termer og der bliver ikke hoppet over
hvor gærdet er lavest. Det er tydeligt at hulerne også dur og
holder, når filmholdet drager bort. Det er tv for projektets skyld
ikke for underholdningens skyld. At det så ender med at være både
underholdende og rørende, og et fint blik ind i forskellige børns
liv og tanker er bare dejligt.
Børnene
og seerne bliver introduceret til en metode, et tankesæt og en måde
at tilgå verdenen på. De ser og oplever en person der sætter pris
på håndværk, som får barnet og os til at sanse og mærke efter.
Vi forstår materialer og sammenhænge og der opstår et ægte
praksisfælleskab mellem barn og voksen. Der bliver kittet vinduer og
tætnet pakninger med pakgarn og pakkesalve og samtidig bliver der
filosoferet over de små og store ting i livet, mens landskab og
udsigter bliver betragtet.
Programmet
er ærligt og redeligt. Ærligt fordi det bliver i den virkelige
virkelighed. I mange andre af DR Ramasjangs formater, som også
bruger grebet: ægte barn kommer ind i tv' et og noget sker, møder
barnet oftest en opdigtet person som bare er en tv-person, der med
mere og specielt mindre heldigt resultat spiller en rolle i ren
fiction. Det er ikke rigtige mestre men lad som om mestre, ikke
rigtige kagebagere, detektiver og monsterbustere, men bare nogen der
lader som om.
Her
har vi til gengæld at gøre med en ægte mester, en hulemester som
kan lære fra sig fordi han besidder reel viden. Det handler om
troværdighed og fordybelse.
Redeligt
fordi mesteren deler af sin viden. Forstået således at der ellers
er en tendens til at mesteren, den rigtige mester bliver dommer. Som
i bagedysten, hvor Blomsterberg og co bedømmer deltagernes
færdigheder, uden selv at byde ind og dele ud af deres viden.
Hulemesteren deler ud, rundhåndet og med varme og respekt.
Når jeg sidder med min 4,5 årige og skuer ud over Ramasjangs programflade, er dansk hulebyg absolut et af de fornemmeste tilbud til de små poder, og jeg håber på mange sæsoner, hvor der kan bygges huler i skoven, på landet ja selv inde i storbyens asfalt jungle. Alle børn har brug for steder som er deres egne, hvor de uforstyrret kan fordybe sig, være kreative og lege uden læringsmål og voksnes anvisninger.
Bare
hør drengen fra 4 afsnit:
"Huler
kan være et sted hvor man ligesom kommer væk fra alting og hvor man
bare kan slappe af og være dem selv.(...) Det er vigtigt at man kan
få lov til at være sig selv, at man ikke bare skal være, som ens
forældre siger eller sådan som ens lærer: "du skal sidde
stille på din plads,du må ikke larme", hvor når man kommer ud
i hulen, ja så kan man ligesom gøre hvad man har lyst til."
Her
er et menneske som giver af sig selv, sin viden, sin kærlighed og
passion. Som møder børnene som medmennesker og ligemænd. Det er et
fint eksempel på mesterlære, og et fint tilbud til børn og voksne
i alle aldre.
Se
selv med:
